Alle har ret til selvbestemmelse

Af Benedikte Justesen
Grænseoverskridende oplevelser på et Israelsk handicaphjem gav Pernille forståelse for, hvad det virkelig vil sige at være frivillig og gøre en forskel for andre.

Forestil dig, at du er lam fra hoften og ned. Du er klar i hovedet og drømmer om at få dit eget hjem. Eller bare at tage et bad selv. Den tanke er måske ikke så fjern i Danmark, hvor scleroseramte kan danse på x-factorscenen i en kørestol.

Men det var en anden virkelighed, der mødte Pernille Kunst, da hun i 2012 rejste til Israel for at arbejde frivilligt med handicappede. Her voksede de handicappede op i hjem uden selvbestemmelse og stimulering.

”Mange af dem jeg hjalp var 20 år ældre end mig, og jeg bestemte over dem. Jeg fortalte dem, hvad de skulle gøre, og jeg fik ikke forståelse for, at det her er et menneske med selvbestemmelse. Jeg var for ung og umoden, og jeg blev ikke trænet ordenligt op,” siger Pernille.

Hendes glæde over at være frivillig og lyst til at gøre en forskel forsvandt hurtigt, og arbejdet blev en sur pligt.

En anden virkelighed
Hjemme i Danmark arbejdede Pernille igen med handicappede, og her var oplevelsen en anden. Der var handleplaner for genoptræning, gåture og socialt samvær, og alt blev noteret.

”Det nye sted hjalp mig til at se, at det her var et menneske, jeg sad med. Der bliver gjort en indsats for at forbedre deres liv, og det gav mig også en helt ny måde at møde dem på. Jeg blev opmærksom på ikke at vade ind i deres sfære og bestemme over dem, men i stedet give plads til deres egne meninger og tanker,” siger Pernille.

Selv ønsker Pernille at gøre op med den akavede tilgang, som mange møder en handicappet med.

“Det de handicappede har tilbage, det skal bare boostes. De skal have tid og liv til at bestemme selv. Og så skal vi gøre dem til en naturlig del af samfundet. Hvis et barn kigger på en mand i kørestol, skal forældrene have mod til at sige, at sådan er der bare nogen, der er. Og at det er ok,” siger Pernille.

Giv dig tid
På trods af den barske virkelighed der mødte Pernille fortryder hun ikke sin tid som frivillig. Oplevelsen bliver ved med at give hende nye perspektiver på livet, og under sin uddannelse bliver hun i fagene pædagogik og etik konfronteret med, hvordan man skal møde folk, der ikke er som en selv.

Hvis du selv overvejer at blive frivillig, er her hendes bedste råd:

“Det, at du sætter dig ned med en person, kommer ikke i sig selv til at gøre en kæmpe forskel, medmindre du giver den tid, det tager at forstå vedkommende. Man kan blive så optaget af tanken om at gøre en god gerning, at man glemmer at se mennesket. Hav mod til at spørge ind til den handicappede, og pres ikke din egen agenda ned over ham eller hende. Og det gælder ikke kun for handicappede, men for alle mennesker omkring dig,” siger Pernille.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>